”Vinderen af FDB's socialøkonomiske årspris 2010
er Allehånde Køkken”
Sådan lød ordene fra socialminister Benedikte Kiær,
da hun kårede vinderen af FDB's socialøkonomiske
årspris på konferencen ”Vækst og velfærd -
socialøkonomiske virksomheder, en investering i
fremtidens nye løsninger" den 13. januar 2011.
Billedtekst: Thomas Bagge Olesen, Benedikte Kiær, Simon Sheard og Henrik Riber
Begrundelsen for prisen lød: Vinderen af FDB's socialøkonomiske årspris 2010 er et kerneeksempel på en socialøkonomisk virksomhed, der står solidt plantet på de to ben, der kendetegner socialøkonomiske virksomheder: et stærkt socialt formål kombineret med fornuftig forretningsdrift.
Virksomheden har bevist sin evne til at drive en fornuftig forretning, hvor fokus ligger på at levere et produkt af høj kvalitet i fri konkurrence med andre virksomheder inden for samme branche.
Det sker samtidig med, at man har et ligeså vigtigt fokus på at tage et socialt ansvar ved at sikre uddannelse og job til en gruppe, der måske ikke altid får chancen på arbejdsmarkedet.
Virksomheden formår på fornemste vis at skabe en arbejdsplads, der har fokus på medarbejdernes ressourcer. Budskabet til medarbejderne er, at deres arbejdsindsats er forudsætningen for virksomhedens eksistens.
Virksomheden er en forbilledlig rollemodel for socialøkonomiske virksomheder.
Med FDB's socialøkonomiske årspris 2010 fulgte 100.000 kr. samt 5 timers pro bono rådgivning fra henholdsvis Lett Advokatfirma og Beierholm Revision.
Dommerkomitéen bestod af: Mads Øvlisen, Rådet for Samfundsansvar, Bolette Christensen, DI, Vibe Klarup Voetmann, Danner, Peter Neergaard, CBS, Susanne Westhausen, Kooperationen, Bjarne Petersen, Fonden Socialøkonomi.dk og Thomas Bagge Olesen, FDB.